For anden gang inden for et par måneder skal borgere i Vonsbæk og Bæk i Haderslev Kommune koge deres drikkevand før brug.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Haderslev Kommune udsendt torsdag.
Der er fundet for mange e-coli-bakterier i drikkevandet. Derfor må det ikke bruges direkte fra hanen.
Forureningen af drikkevandet skyldes en kombination af meget regn og et vådområde i nærheden, skriver kommunen.
Kommunen er i gang med at undersøge forureningen af drikkevandet nærmere.
Indtil nye prøver viser, at vandet er rent, skal du koge det. Det er Vonsbæk Vandværk, der er ramt, så bor du i nærheden og får dit vand fra andet vandværk så kan du trygt drikke det direkte fra hanen uden at koge det.