Arkitekten til Museum Wegner er fundet

Arkitekten til Museum Wegner er fundet

I sommeren 2023 traf Foreningen Museum Wegner beslutning om, at det fremtidige museum skulle ligge på værftet Hestholm i Tøndermarsken cirka en kilometer øst fra bykernen. Hestholm ligger nærmest ud til de to trafikerede hovedveje A8 og A11, hvor den tydeligt kan ses af alle som kommer forbi Sæd-rundkørslen. 

Valget af den geografiske placering muliggjorde, at foreningen kunne begynde at lede efter den rigtige arkitekt til museumsprojektet, som nu er fundet. Det er blevet arkitektfirmaet Cobe fra den københavnske nordhavn, der er blevet tilbudt opgaven.

”Vi er ydmyge og beærede over at få muligheden for at hylde Hans J. Wegner - en af dansk designs helt store mestre. Det nye museum skal placeres på Hestholm – en af Tønder-områdets historiske marskgårde.

I en kombination af transformation af den eksisterende gård samt nye tilbygninger skal museet danne de fysiske rammer for Wegners designunivers på en måde, hvor det respekterer lokalområdets natur og kulturarv og på samme tid indeholder den internationale appel, som definerer Wegners møbler. Vi glæder os meget til samarbejdet med Museum Wegner omkring udviklingen af dette fantastiske projekt.”, udtaler stifter af Cobe og arkitekt Dan Stubbergaard.

I første omgang skal Cobe tegne en skitse af det fremtidige Museum Wegner, og såfremt det lykkes at finde anlægsmidler til det fulde projekt, skal de også tegne det egentligemuseumsprojekt.

Cobe blev udpeget af Museum Wegners bestyrelse og direktør  Anne Blond, efter disse i februar havde afholdt samtaler med fem inviterede danske arkitektfirmaer. Anne Blond uddyber valget af Cobe således: “Vi har høje forventninger til, at Cobes arkitekter magter at arbejde bæredygtigt og transformationspoetisk med både Hestholm-værftet og bygningens historie uden, at resultatet bliver forudsigeligt på nogen måde.

Cobe har primært arbejdet med forvandlingen af velfungerende urbane miljøer i København, herunder Nørreport Station. Men vi tror på, at denne projekthistorik vil skærpe deres tilgang til dette diamentralt modsatrettede sted, der har marskens uendelig vidder til alle sider. De arkitektoniske greb, vi er blevet introduceret til indtil videre tegner originale, men er samtidig respektfulde overfor Wegner og stedets ånd.”

Har været på research-tur i området

Arkitekter fra Cobe har sammen med direktør Anne Blond været rundt i Marskområdet i sidste uge, hvor de har været rundt og kikke på marsk-gårde og museer, som ligger her i området. Anne Blond glæder sig til at skulle arbejde sammen med Cobe de næste måneder om skabelsen af Museum Wegner. 

Skitseprojektet forventes at ligge færdigt inden sommer.

Image

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT