Tønder Kommune åbner gratis rådgivning og testning for unge

Tønder Kommune åbner gratis rådgivning og testning for unge

Tønder Kommune lancerer nu PREVenT, der er et tilbud til unge, hvor de kan få gratis rådgivning omkring seksuel sundhed, ligesom de gratis kan blive testet for en række kønssygdomme.

Tilbuddet henvender sig til unge mellem 15 og 25 år. PREVenT Tønder vil give unge i kommunen mulighed for at få nem adgang til den nødvendige vejledning, hjælp og forebyggelse inden for seksuel sundhed. Det skrivr Tønder Kommune i en udsendt pressemeddelelse

Ungdomstilbuddet PREVenT Tønder tilbyder råd og vejledning om prævention, kønssygdomme, krop og sex, og det er ikke nødvendigt at bestille tid. Ud over rådgivning er der mulighed for at blive testet for kønssygdomme og graviditet samt få udleveret gratis kondomer.

Rådgivningen er åben hver tirsdag mellem klokken 14 og 16, og det foregår i lokalerne hos Ballast, Ved Slotsbanken 14, 6270 Tønder. Det er jordemoder Vivi Lauridsen, der er klar til at tage imod de unge.

Der vil være mulighed for viderehenvisning og sparring med blandt andet PPR og Børn & Familie.

Ifølge tal fra Statens Seruminstitut var der i 2022 i alt 41.634 tilfælde af klamydia, hvoraf 86 % forekom i aldersgruppen 15-29 år. For at imødegå denne udvikling og sikre øget opmærksomhed på sikker sex, tilbyder PREVenT Tønder testning for både klamydia og gonoré.

Statistikker viser, at testaktiviteten er lavere blandt mænd end kvinder, men at mænd har en højere positivrate. Derfor er det særligt vigtigt at opfordre unge mænd til at benytte tilbuddet.

De aktuelle data fra Statens Seruminstitut viser, at testraten for klamydia blandt 15-19-årige mænd er 6 %, mens positivraten er 37 %. For kvinder i samme aldersgruppe er testraten 16 %, og positivraten er 29 %.

For aldersgruppen 20-24-årige er testraten henholdsvis 12 % for mænd og 30 % for kvinder, mens positivraterne er 26 % for mænd og 19 % for kvinder.

Med PREVenT Tønder ønsker Tønder Kommune at styrke den seksuelle sundhed blandt unge i gennem forebyggelse, oplysning og let adgang til test og rådgivning.

Image

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT