Fokus på uddannelsesinitiativer: Borgmestre fra Sønderjylland til møde med undervisningsministeren

FOTO: Tønder Kommune

Onsdag havde borgmester Jørgen Popp Petersen fra Tønder og borgmesterkollega Mads Skau fra Haderslev møde og foretræde hos Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye. De to borgmestre repræsenterede et samlet sønderjysk hold bestående af de fire sønderjyske kommuner: Aabenraa, Sønderborg, Haderslev og Tønder. Formålet var at diskutere vigtige uddannelsesemner i Sønderjylland.

Borgmestrene fremhævede behovet for øget økonomisk støtte til ungdomsuddannelserne og argumenterede for, at kvalitetsuddannelser uden for de større byer kræver et højere grundtilskud for at sikre langsigtet planlægning og uafhængighed af midlertidige puljer.

De fik også lejlighed til at fremhæve vigtigheden af at have uddannelsesinstitutioner i Sønderjylland: ”Jeg ved, at disse institutioner spiller en afgørende rolle i hele vores område, ikke blot i at uddanne fremtidige generationer, men også i at bidrage til vækst og udvikling i vores lokalområde,” siger Jørgen Popp Petersen.

 

 

Borgmestrene præsenterede også en vision om en ny sønderjysk klimaerhvervsskole, baseret på input fra EUC Syd og UdviklingsRåd Sønderjylland. De understregede, at en klimaerhvervsskole i Sønderjylland har alle forudsætninger for at tænke på tværs af sektorer: ”Det er et område, hvor det er vigtigt at sikre, at vi i fællesskab løfter den vigtige opgave med at koble den grønne omstilling og erhvervsområdet. Jeg synes, dagens møde var et rigtig godt skridt i den rigtige retning,” siger Mads Skau.

Mattias Tesfaye lyttede interesseret til de fire borgmestres fælles budskab om, at uddannelsesinstitutionerne er med til at skabe et stærkere og mere dynamisk Sønderjylland. Nu ser de frem til at følge initiativerne, de håber, vil udspringe af mødet mellem Christiansborg og Sønderjylland.

Image

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT