Museum lukkes for at blive moderniseret

Museum lukkes for at blive moderniseret

Museum Sønderjyllands Tønder-afdeling skal lukkes for en periode. Det skyldes at museet i Tønder skal moderniseres for 74 mio kr. 

Med bidrag fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har Museum Sønderjylland nu rejst pengene til en gennemgribende modernisering af museet i Tønder. Museum Sønderjylland forventer, at projektet skydes i gang i efteråret. 

"Vi er simpelthen nødt til at lukke museet i Tønder for en periode. Vi kan ikke forsvare sikkerhedsmæssigt, at vi har åben, når vi skal have håndvækrere til at rende ind og ud af vores bygningern, mens det bliver moderniseret" Det fortæller Axel Johnsen, direktør, ph.d. Museum Sønderjylland til TønderNYT. Han fortæller videre, at de endnu ikke ved hvornår lukningen sker og hvor længe det bliver.

Museet skal vendes ind mod byen med nyt indgangsparti og ankomstområde. Sikringen og klimastyringen skal bringes op på højeste niveau. Museet gøres mere familievenligt med plads til både oplevelser og afslapning. Og så skabes der nye moderne udstillinger om Nordeuropæisk kunst, Tønderegnens særlige kulturhistorie og møbeldesigneren Hans J. Wegner.

Med 15,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, 15 mio. kr. fra Augustinus Fonden og 10 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond er Museum Sønderjylland nu klar til at gennemføre en ambitiøs modernisering, der omfatter hele det store bygningskompleks. Moderniseringen omfatter både en teknisk oprustning, der vil gøre det muligt at indlåne kunst på højeste niveau, og en helt ny permanent formidling af kunstsamlingen og samlingen af den enestående vestsønderjyske kunstindustri.

Nyheden glæder borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen, som fortæller "I kommunen har vi fulgt projektet nøje og prioriteret det i budgetaftalen. Derfor er vi meget taknemlige for, at de tre fonde bakker så flot op om vores kunstmuseum og vores særlige kulturarv og historie i det vestlige Sønderjylland. Det styrker identiteten og bidrager i høj grad til turismeudviklingen her på egnen, udtaler borgmester Jørgen Popp Petersen.

Museet skal være relevant for mange flere

Det samlede budget for projektet er 74 mio. kr., men med Museum Sønderjyllands egenfinansiering og Tønder Kommunes bevilling foruden bidrag fra museets to venneforeninger og lokale fonde er målet nu inden for rækkevidde, udtaler museets formand Simon Møberg Torp De store bevillinger gør, at vi nu kan gå videre med realiseringen. Helhedsplanen er et vigtigt element i Museum Sønderjyllands nye strategi, hvor vi har fokus på grænselandets særlige fortællinger, på bæredygtighed og på at være relevant for endnu flere. Alle tre ambitioner realiserer vi nu i Tønder, udtaler Simon Møberg Torp.

 

 

A.P. Møller Fonden finansierer Wegner-formidling

I 1995 støttede Fonden moderniseringen af Tønders vandtårn fra 1902 med henblik på at formidle viden om Hans J. Wegners arbejde. En formidling der tog afsæt i netop de stole, som han selv havde givet til museet – efter eget udsagn hans bedste stole.

Vandtårnet bliver nu atter sat i stand lige som udsigtsrummet fornys. Formidlingen udvides til de nye rammer i det tilhørende pumpehus, hvor perspektiveringen af Wegners arbejde vil få plads.

Wegners arbejder har siden den oprindelige indretning i 1995 fået endnu større opmærksomhed og vil fremover kunne ses i sammenhæng med marsklandets kunsthåndværk, hvor det fører linjen frem til det høje niveau for moderne dansk møbelkunst.

 

Genåbner i begyndelsen af 2027

Helhedsplanen gennemføres som en såkaldt totalrådgiverentreprise. Ifølge planen vælges totalrådgiveren i begyndelsen af 2025, hvorefter projekteringen begynder. Museum Sønderjylland forventer, at ombygningen varer i hele 2026, og at museet genåbner i begyndelsen af 2027.

 

Udtalelser fra bevilgende fonde

Augustinus Fonden: Frank Reckendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden udtaler: ”Det er glædeligt at Tønder Museum vil løfte de kulturhistoriske udstillinger med et fornyet lys på sønderjysk kunsthåndværk og kunstindustri. Museets samlinger er stadig dybt relevante i dag og kan bidrage med forståelsen af både regional, national og international samfundsudvikling. For eksempel illustrerer kniplingesamlingen erhvervshistorien i Tønder, og hvordan dette fine håndværk blev en levevej for mange, især kvinder. Et andet aktuelt eksempel er håndteringen af stormfloder, som har været en livsbetingelse i marsklandet, og som vi alle i dag og i fremtiden vil skulle forholde os mere til. Endelig peger museets samlinger af fajance, sølv, fliser og tekstil ind i Sønderjyllands orientering mod handel og møder på tværs af grænser, og hvordan verdenshistorien har sat aftryk i lokalområdet.”

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: Christine Wiberg-Lyng, direktør i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond udtaler: ”Museet i Tønder besidder stort potentiale, og det er en fornøjelse for Fonden at kunne bidrage til at realisere en helhedsplan, der ikke bare opgraderer bygningerne, men også gentænker og højner formidlingen af de fornemme samlinger, museet råder over.”

Fakta om museet i Tønder

  • Museet i Tønder drives af Museum Sønderjylland, der under samme ledelse driver otte andre museer i Sønderjylland.
  • Museet er et statsanerkendt kunst- og kulturhistorisk museum.
  • Museet har i dag omkring 20.000 gæster årligt og forventer med relanceringen at kunne fordoble besøgstallet.
  • Museet er 4700 m².
  • Museets kunstsamling er kendt for sin store surrealistiske og modernistiske samling.
  • Museets kulturhistoriske samling er særlig kendt for Tønderkniplinger, sølv- og møbelhåndværk samt Wegners Møbeltårn.
Image

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT