Baggrundsmateriale for artiklen "Portræt af en Kongsmarks kriger" - nedenstående er gengivet fra en email pr onsdag den 24. april kl 15.47
Alle navne der er i dette baggrundsmateriale er kendt af redaktionen men gengivet som sagsbehandler A, B, C osv - fagchef XYZ
Til Borgmester Jørgen Popp Petersen
med CC til
Direktør for Miljø og Teknik Michael Holst
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget Poul Erik Kjær
Journalist ved JydskeVestkysten Martin Franciere
Vedr. Feriecenteret i Kongsmark på Rømø.
Jeg er desværre nødt til at indlede denne skrivelse med et tilbageblik i historien – det kunne meget vel tage udgangspunkt i mine henvendelser til Tønder Kommune helt tilbage i juli 2023, men jeg har tiltro til, at jeg opnår det samme med min skrivelse ved at begrænse mig til de to seneste på hinanden følgende forløb:
Fagchef X leverede i mail til mig af 22-12-23, hvad der skulle opfattes som en samlet besvarelse på en række henvendelser fra mig til Tønder Kommune, og hvori der bl.a. indgik gentagne anmodninger om aktindsigt. Fagchef X adresserede således mine henvendelser af
01-10-23
16-10-23
25-10-23
09-11-23
og 27-11-23.
Der er dermed tale om en reaktion på henvendelser, som lå op til 3 måneder (på nær en enkelt uge) tilbage i tiden. Jeg skal senere i skrivelsen her vende tilbage til dette forløb.
Fagchef X har nu i mail til mig af 19-04-24 leveret, hvad der skal opfattes som en samlet besvarelse på en række henvendelser fra mig til Tønder Kommune, og hvori der bl.a. indgår gentagne anmodninger om aktindsigt. Fagchef X adresserer således heri mine henvendelser af
09-01-24
10-01-24
01-02-24
28-02-24
03-03-24
og 07-04-24.
Der er dermed tale om en reaktion på henvendelser, som ligger op til mere end 3 måneder tilbage i tiden.
Det er tankevækkende, at fagchef Xs kvartalsvise reaktioner ikke beror på arbejds- og tidkrævende indsatser forbundet med mine henvendelser, men derimod i begge tilfælde på en udefra kommende påvirkning. I første omgang var det en telefonisk henvendelse fra Folketingets Ombudsmand. I anden omgang var det mellemkomst af journalist ved dagbladet JydskeVestkysten Martin Franciere, som med en fuldmagt fra mig har søgt og fået aktindsigt i mine data hos Tønder Kommune med tilknytning til Feriecenterprojektet i Kongsmark – en proces, som jeg ikke selv kunne gennemføre inden for en rimelig tid på grund af Tønder Kommunes ovenfor beskrevne svarforsinkelser.
Det er bemærkelsesværdigt, at Fagchef X i sin mail til mig af 19-04-24 bl.a. skriver:
”I anledning af din henvendelse af 25-10-23 blev der oprettet en aktindsigtssag. Jeg skal beklage, at jeg ikke i mit svar af 22-12-23 henviste til det journalnummer.
Din anmodning om aktindsigt af 09-01-24 vedrører de samme dokumenter som Martin Franciere - på dine vegne - har anmodet om at få udleveret. Din forespørgsel vil derfor blive behandlet i den afgørelse.”
I andet afsnit bekræfter han således en tidsforsinkelse på min aktindsigt fra 09-01-24 til 19-04-24 dvs. 3 måneder, hvor jeg kan oplyse, at Martin Franciere opnåede aktindsigten i løbet af 9 dage. Af det første afsnit kan man formentlig udlede, at jeg faktisk havde opnået adgang til en aktindsigt, men desværre uden at blive informeret derom. Med sin formulering går fagchefen let hen over ansvaret for 2 x 3 måneders tidsforsinkelse i forbindelse med aktindsigtsforespørgsler, altså over et samlet tidsspand på 6 måneder.
Når man analyserer materialerne nærmere, vil man se, at de fleste af emnerne i de to serier af henvendelser fra mig er gengangere, blot er de over tid efter grundig research blevet uddybet med relevant dokumentation og argumentation – desværre finder man ikke en tilsvarende progression i fagchef Jens Ydes afvisninger.
Helt overordnet betragtet har jeg gennem begge perioder dels anmodet om aktindsigt i en række problemstillinger og dels stillet opklarende spørgsmål til og/eller påpeget bekymrende faktuelle forhold.
Det gælder for både første og anden omgang, at fagchef Xs replik er overfladisk og udokumenteret, og dermed utilfredsstillende.
Hvad angår aktindsigterne tegner fagchef X åbenbart Tønder Kommune for en meget restriktiv holdning til, hvornår man er part i en sag, og det opleves på den måde, at når fagchefen skønner, at man ikke er part, så bliver man unddraget både aktindsigt, begrundelse for afslag samt vejledning om klageadgang – i hvert fald i en længere periode.
Når fagchef X føler sig foranlediget til at svare, sker det hver gang med en indflettet beklagelse for den lange svartid, men beklagelsen er komplet værdiløs, fordi det aldrig ses som en målsætning for ham at begrænse svartiden. Undertiden gives der tilbud om personlig kontakt via telefon eller fremmøde på hans kontor, men det skinner tydeligt igennem, at en sådan kontakt alene handler om en nærmere orientering og slet ikke en forhandling, som kunne føre til flytning af bare et komma.
Det er min klare vurdering, at fagchef X på vegne af Tønder Kommune forvalter ud fra den specielle holdning, at en hvilken som helst henvendelse fra en “ikke-part” kan ignoreres eller udskydes i ubegrænset tid - eller i hvert fald indtil der sker en udvikling, som kunne indebære yderligere pres på kommunen.
Dette er en exceptionelt arrogant fremfærd af en offentlig myndighed, og det står næppe for en nærmere prøvelse.
(Der findes naturligvis yderligheder, så hvis der fra borgerside gøres synspunkter gældende i stil med, at jorden er flad, så må en myndighed have mulighed for at indskrænke sagsbehandlingen og i sidste ende helt lukke af for kommunikation med den pågældende.)
Der er ikke tale om yderligheder her.
Mine henvendelser angår velunderbyggede bekymringer, opmærksomhedspåkaldelser og spørgsmål. De handler om forhold af en sådan karakter, at der findes omfattende regelregulering heraf – og vel at mærke via regler, som også Tønder Kommune er underlagt.
I Kongsmark-projekterne drejer det sig bl.a. om:
Den trafikbelastning, Kongsmarkprojektet medfører i området mht. både færdsel og parkering
Opfyldelse af tilladelsen efter Sommerhusloven om handicaptilgængelighed, hotelhytternes størrelse og indre arkitektur samt bebyggelsens tæthed
Opfyldelse af lovgivningens krav om brandsikkerhed
Afledning af overfladevand
Det er således alvorlige punkter, ikke mindst brandsikkerheden, hvor manglende overholdelse af regler og forordninger kan få fatale følger for borgerne/brugerne. Det undrer mig, at Tønder Kommune er parat til betingelsesløst at påtage sig risikoen og ansvaret for en mulig forsømmelse på dette område.
Min nærmere argumentation byggende på fakta og juraen på brand-området kan læses i min skrivelse af 01-02-24 til Formanden for Teknik- og Miljøudvalget med cc til Borgmesteren, og jeg vil ikke bruge plads på at citere fra den her, men blot fastholde, at den er seriøs og bygger på indhentede udtalelser fra såvel brandteknisk ekspert som jurist.
Jeg anser mine henvendelser vedrørende feriehotellets brandsikkerhed for så velunderbyggede, at de i det mindste burde føre til, at Tønder Kommune sætter egne sagsbehandlere til at kontrollere dem og - allerhelst - afkonfererer dem med eksterne specialister med erfaring indenfor BBR 18 §§ 506 - 522 under inddragelse af de relativt enkle arealberegninger, der har afgørende betydning for de brandsikkerhedsmæssige vurderinger. Tønder Kommunes forvaltning af denne problematik forekommer alene at bero på fagchef Xs personlige synspunkt.
Fagchefen undertrykker hermed en saglig og dermed objektiv analyse af hotelprojektet, hvori en retvisende angivelse af hotelhytternes areal skal indgå i beregningen af tætheden af bebyggelsen, idet hytterne skal betragtes som ejerlejligheder, og hvor resultatet er bestemmende for brandklassificeringen.
Jeg har ikke mere at byde ind med til denne instans, når mine henvendelser bliver affærdiget med en bemærkning som: “Det forhold, at du er uenig i mine besvarelser, kan ikke påklages.”
Undervejs i den meget langtrukne sagsbehandling valgte jeg at forsøge mig med andre modtagere hos kommunen end fagchef X. Men ud over gevinsten ved modtagelse af kvitteringsskrivelser havde det beklageligvis ikke nogen nævneværdig effekt.
Det var ikke kun i håb om en hurtigere sagsbehandling, jeg begyndte at inddrage til de politisk ansvarlige. Der var meget i sagsforløbet, der indikerede, at Teknik- og Miljøforvaltningen - overfor mig personificeret ved fagchef X - kørte sit eget løb, og at det blev tolereret, fordi det kunne opleves som effektivt.
Rent anekdotisk kan nævnes, at jeg i juli 2023 skrev en henvendelse til Tønder Kommune, hvori jeg over en A4-side gennemgik parkeringsproblematikken i Kongsmark Feriecenter, hvorpå jeg 3 uger senere modtog et svar fra kommunen ved fagchef X, som med tre sætninger på i alt halvanden linje formåede at affærdige mit ærinde. Effektivt? Tja, men respektfuldt imødekommende og samarbejdsorienteret?
Jeg har nu modtaget en aktindsigt, hvori jeg kan læse, at det er fagchef X, der har været Tønder Kommunes repræsentant ved besvarelse af de telefoniske henvendelser fra medarbejdere i Ombudsmandsinstitutionen, og som er foretaget i to forløb, begge på min foranledning.
Første forløb tog sin begyndelse ved en telefonisk henvendelse fra sagsbehandler B, medarbejder ved Folketingets Ombudsmand fredag morgen den 15-12-23, og hans ærinde var Tønder Kommunes manglede respons på min ubesvarede anmodning om aktindsigt.
Fagchef X blev samme formiddag orienteret herom i en intern mail fra medarbejder D i Sekretariatet.
Det fremgår af en intern mail med høj prioritet af mandag morgen den 18-12-23 fra teamleder I til bl.a. direktør Michael Holst og fagchef X, at der på baggrund af en rykker fra Ombudsmanden nu måtte ske noget jvf. følgende citater:
”.... og beder om svar på, hvornår Martin Lund kan forvente at få en afgørelse på sin henvendelse vedr. Kongsmark omkring brandsikkerhed.
......
Jeg er blevet oplyst om, at Sekretariatet har rykket for en besvarelse flere gange.
....
Vi har brug, at der udarbejdes afgørelse til Martin Lund, og at der bliver taget kontakt til sagsbehandler B, Folketingets Ombudsmand, tlf.nr....
.....”
I en intern mail af fredag aften 22-12-23 fra fagchef X til bl.a. teamleder I meddeler fagchefen bl.a. følgende:
” ...
Der er i dag sendt et svar på henvendelsen til Martin Lund.
......
Jeg har i svaret indarbejdet både ’aktindsigtsspørgsmålet’ og svaret på den oprindelige henvendelse.
Der er ikke truffet nogen afgørelse i nogen af sagerne.
....
Jeg har sendt en sms til Frederik fra Ombudsmanden om, at henvendelsen er besvaret.
.....”
Fagchef Xs svar til mig i mailen af 22-12-23 var af den karakter, som jeg har beskrevet ovenfor, så jeg fulgte op på svaret i en række henvendelser til Tønder Kommune efter årsskiftet.
På ny mærkede jeg konsekvensen af fagchefens holdning til henvendelser fra en borger, som han anser for at være ”ikke-part”, og som er beskrevet ovenfor. Jeg fik i mail fra fagchefen af 09-01-24 løfte om svar i løbet af en uge, men det fik jeg så ikke.
Andet forløb tog sin begyndelse ved at jeg fremsendte en fornyet klage til Ombudsmanden.
Ombudsmanden svarede mig i mail af 11-03-24, hvoraf det bl.a. fremgår:
”En af mine medarbejdere har i anledning af din henvendelse været i telefonisk kontakt med Tønder Kommune den 8. marts 2024. Min medarbejder forstod på kommunen, at kommunen ikke havde været af den opfattelse, at kommunen manglede at besvare henvendelser fra dig angående de ovennævnte forhold. Kommunen oplyste også, at kommunen nu ville sende dig et svar.”
og man må undre sig over, at Ombudsmanden ser igennem fingre med den selvmodsigelse, som ”kommunen” begår i den sidste sætning i citatet.
En aktindsigt viser, at Ombudsmanden samme dag, altså 11-03-24, sendte en mail til Tønder Kommune, hvori der om telefonsamtalen skrives:
”....
Jeg henviser til telefonsamtale af 08-03-24 med X, Tønder Kommune.
.....”
ligesom det fremgår, at Tønder Kommune fik tilsendt en kopi af det svar, som Ombudsmandens sendte til mig denne dag.
Man må på dette grundlag konstatere, at ”kommunen” i mailen ovenfor er personificeret ved fagchef X.
Det ligger altså fast, at det er fagchef X, som i telefonsamtalen med Ombudsmandens medarbejder har udtalt, at Tønder Kommune den 08-03-24 ikke manglede at besvare henvendelser til mig.
Fagchef Xs udtalelse er i direkte modstrid med sandheden.
Ombudsmandens passus i ovenstående citat: ”...angående de ovennævnte forhold.” refererer til følgende uddrag af Ombudsmandens svar til mig af 11-03-24 (- som Tønder Kommune jo har modtaget i kopi):
- ”... du ikke har fået en klagevejledning i din aktindsigtssag, som kommunen besvarede 22-12-23,”
- ”selvom du har anmodet kommunen om en klagevejledning den 01-02-24.”
- ”Jeg forstår det sådan, at du den 09-01-24 har anmodet om aktindsigt i de sager, som Tønder Kommune har oprettet ...”
hvor de pågældende dokumenter ikke var besvaret af Tønder Kommune.
Som anført ovenfor, gennemgår fagchef X i sit mailsvar til mig af 19-04-24 mine henvendelser i den pågældende periode, og han bekræfter dermed, at der ikke var svaret på mine henvendelser i mails af 09-01-24, 10-01-24, 01-02-24, og rykkerne af 28-02-24 og 03-03-24 på det tidspunkt, 08-03-24, hvor samtalen med Ombudsmandens medarbejder fandt sted.
Jeg skal endvidere gøre opmærksom på, at jeg som svar på min rykker af 03-03-24 (hvori jeg altså rykkede for en bekræftelse for modtagelse af min henvendelse til Tønder Kommune af 28-02-24), efterfølgende modtog en bekræftelse i en mail fra medarbejder D af 04-03-24, hvori der bl.a. står:
”På vegne af borgmester Jørgen Popp Petersen kvitteres hermed for din orientering til ham vedr. Feriehotelbyggeriet i Kongsmark på Rømø den 28. februar og din rykker for kvittering for modtagelse den 3. marts.
Borgmesteren har noteret sig indholdet i dine skrivelser og taget dem til efterretning.
Dine henvendelser behandles i forvaltningen og du vil modtage et svar fra fagchef X.”
Her blev der altså den 04-03-24 stillet mig i udsigt, at fagchef X ville besvare mine henvendelser, hvilket dog først skete i fagchefens mail til mig af 19-04-24, altså halvanden måned senere.
Sammenfattende har jeg hermed dokumenteret, at fagchef X afgav urigtige oplysninger i en telefonsamtale med en medarbejder i Ombudsmandsinstitutionen den 8. marts 2024, og at der således er tale om bevidst vildledning af Ombudsmanden.
En sidevirkning af denne adfærd er, at mine muligheder for som lokal beboer i området at udøve konstruktiv kritik af byggeprocessen i Kongsmark Feriecenter møder uretmæssige hindringer.
Jeg forventer, at Tønder Kommunes borgmester og kommunaldirektør omgående og i fællesskab tager initiativ til at få gjort op med fagchef Xs adfærd og arbejdsmetoder i Tønder Kommunes forvaltning.
Det er af yderste vigtighed at få genoprettet borgernes tillid til, at samtlige medarbejdere i kommunen - ikke mindst på chefniveau - lever op til de normer for og krav til betjening af borgerne, som man med rette må forvente opfyldt af en offentlig institution.
Jeg ser frem til, at mine henvendelser til Tønder Kommune vedrørende Kongsmarkprojektet i fuldt omfang bliver behandlet med respekt og gjort til genstand for en fagmæssigt saglig og korrekt behandling.
Henvendelsen sendes i kopi til Folketingets Ombudsmand (Dok. Nr. 24/00994-3/NFT).
Med venlig hilsen
Martin Lund
Mensalgårdvej 36
5260 Odense S
og
Umanaksvej 12
Kongsmark
6792 Rømø