Videnskabsfestival i Tønder: Ungdomselever udforsker virtual reality mod stress og mistrivsel
Virtual reality kender de fleste unge fra computerspil, hvor de med et par store briller på oplever en kunstig verden. I denne uge inviteres elever fra kommunens ungdomsuddannelser til at møde forskere, som arbejder med virtual reality til at håndtere både mentale udfordringer og undervisning i fremtidens studie- og arbejdsliv.
Anledningen er den nationale videnskabsfestival Forskningens Døgn.
Forskere, undervisere og studerende fra UC Syds pædagoguddannelse og EASVs datamatikeruddannelse i Tønder samt SDU i Sønderborg optræder sammen i et arrangement for at vække de unges interesse for forskning. SDU præsenterer egen forskning i at bruge virtual reality til træning for at mindske angst og nervøsitet, når man præsenterer for mange mennesker. EASV demonstrerer, hvordan virtual reality bruges i deres online undervisning, og UC Syd viser, hvordan virtual reality inden for pædagogers arbejdsområde kan bruges til at hjælpe folk med f.eks. social angst.
Glæde over lokale uddannelsers engagement i de unge
Der er Tønder Kommune, der sammen med de videregående uddannelser inviterer de unge ind som forskere for en dag. I en række praktiske workshops vil de unge selv skulle udvikle egne idéer til, hvordan virtual reality kunne bruges mod stress og mistrivsel eller i undervisning på deres fremtidige studium eller arbejdsplads.
- Vi sætter stor pris på de lokale videregående uddannelsers støtte til at afvikle Forskningens Døgn her i Tønder. Vores unge mennesker kommer helt tæt på forskningens verden samtidig med, at de også inddrages i arbejdet med et meget aktuelt emne; nemlig deres egen trivsel nu og i fremtiden, udtaler borgmester Jørgen Popp Petersen.
Arrangementet finder sted i uddannelsernes fælles innovationshus i Mind Factory by Ecco, der sammen med de videregående uddannelser har tilrettelagt dagen.
Fakta om Forskningens døgn:
Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der siden 2005 er blevet afholdt årligt.
Formålet med Forskningens Døgn er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.
Forskningens Døgn henvender sig til alle, der er åbne for at blive underholdt og lære nyt - og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.