Program med vildskab og kreativitet til Masker i Marsken

Program med vildskab og kreativitet til Masker i Marsken

Når Masker i Marsken onsdag den 20. marts klokken 10 offentliggør program og åbner billetsalget til årets strikkefestival er det med vildskab og kreativitet som omdrejningspunkt. Jim Lyngvild, designer, forfatter og iværksætter, speedtalker i Schweizerhalle fredag aften sammen med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

En lang række strikke-pinger gæster årets festival og bestyrelsen har sigtet mod at sammensætte et bredt program med både masker, marsk og mindfulness samt vildskab og kreativitet indbygget.

- Vi kalder os selv Danmarks modigste strikkefestival, og det gør vi allermest for at udfordre os selv hele tiden. Der dukker mange nye strikkefestivaller op i disse år, og for os er det vigtigt, at vi ikke ligner de andre, siger formand for bestyrelsen Marianne Rosalie Kalb med ansvar for programudviklingen, og tilføjer:

- Derfor gør vi meget ud af, at vi ikke blot booker det samme som de andre festivaler, men også skaber vores helt egne events. Det er ”Uld er det nye rav og fællesskab er fremtiden”-eventet et godt eksempel på – og det er megafedt, at både Jim Lyngvild og Liselotte Lyngsø kunne se det spændende i at lave dette event sammen med os.

Fredagsshowet på Schweizerhalle kommer således til at byde på snak om både håndarbejde i vikingetiden – og hvordan AI og kunstig intelligens i fremtiden kommer til at påvirke håndarbejde.

Hønsestrik og hækling i farver

Årets program byder på mere end 80 events, foredrag og workshops i løbet af weekenden og bestyrelsesmedlem Anne Dorte Lassen, der er med til at forme årets program siger:

- Jeg er selv fra Fyn og det er virkelig inspirerende, at vi med de mange kvaliteter og spændende steder, der er i Marsken kan finde på events, der bliver noget helt særligt. Et eksempel er, at vi har kunnet invitere Hanne Rimmen, der er en af Danmark største strikkedesignere, til at holde workshop på Schackenborg Slot – det resulterer selvfølgelig i, at vi strikker hønsestrik om prinser og prinsesser – slotte med tårne og kongekroner i guld med ædelstene.

Arrangørerne har også været i udlandet for at finde undervisere og det bliver et herligt gensyn med norske Ingunn Birkeland, der er kendt for at skabe eksklusive strikkjoler til den røde løber. Denne gang kommer hun til Masker i Marsken med helt nye inspiration – og det handler om farver og hækling. Også amerikanske Stephen West gæster festivalen, dog i en digital udgave. Men det kan også noget ifølge Marianne Rosalie Kalb:

– Vi vil meget gerne med til at skubbe til forestillingen om, at strik er for ”farmortyper” og ”flittige hænder” – og derfor udfordrer vi også de klassiske formater for strikkeworkshops, der typisk foregår for 10-12 mennesker i et lukket lokale. Den slags har vi selvfølgelig også med – men vores publikum er superseje og klar på nye tiltag og derfor tilbyder vi også digitale events.

Programmet offentliggøres onsdag den 20. marts klokken 10.00. Se mere på www.maskerimarsken.dk

Image

Banner artikler

Annonce

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT