Masker i Marsken – nu også med musik

Masker i Marsken – nu også med musik

Masker i Marsken offentliggør året program onsdag den 20. marts, men nu tyvstarter bestyrelsen og løfter sløret for én af de nye tiltag på strikkefestival. Masker, marsk og mindfulness suppleres nu af musik – når den danske sangerinde Pernille Rosendahl synger Jens Rosendals sange i Løgumkloster Kirke.

Under Masker i Marsken den sidste weekend i oktober får strikkeelskere og andet godtfolk nu en enestående mulighed for at opleve Pernille Rosendahl fortolke klassikere af Jens Rosendal, samt andre sange, som passer godt sammen med Jens Rosendals sange. Jens Rosendal, der døde i slutningen af 2023, leverede størstedelen af sit liv lige her i Marsken. Han var en kendt højskolelærer og digter, der nok er mest kendt for sangen ”Du kom med alt det der var dig”, også kaldet Forelskelsessangen. I den nyeste udgave af Højskolesangbogen står han bag ti sange ligesom han har skrevet to salmer, der er med i Den Danske Salmebog.

Fra Masker i Marskens side vil man gerne hylde den lokale digter

"Vi ved, at vores publikum gerne vil have meget mere end garn med hjem fra Masker i Marsken. De ønsker sig oplevelser og ”nærkontakt” med de stedbundne kvaliteter. Derfor synes vi, at det er passende, at vi i år inviterer dem til denne enestående hyldestaften, som vi har skabt i et samarbejde med Pernille Rosendahl", siger Marianne Rosalie Kalb, formand for foreningen Masker i Marsken og primus motor i programudviklingen.

En aften for alle

Den danske sangerinde Pernille Rosendahl har igennem årene bevist, at hun er en af de mest talentfulde og alsidige kunstnere på den danske musikscene. Fra sin tid som frontfigur i Swan Lee, The Storm og senest som solist, har Pernille Rosendahl imponeret både publikum og kritikere med sin kraftfulde stemme og særlige evne til at ramme sit publikum lige i hjertekulen med sine sange.  

Pernille Rosendahl er kendt for sine energiske liveoptrædener, hvor hendes karisma og nærvær skinner igennem og skaber en helt særlig atmosfære. Med et imponerende sangkatalog og en evne til at skabe forbindelse med publikum, har Pernille Rosendahl etableret sig som en af Danmarks største musikalske stjerner.  

"Vi er helt ærligt superstolte over, at Pernille var med på vores idé om at hylde Jens Rosendal. Jens Rosendal var jo en lokal kendis og æresborger i Tønder Kommune, og derfor tror vi, at rigtige mange lokale vil kunne tænke sig at være med til koncerten, også selvom de ikke lige nødvendigvis deltager i Masker i Marsken. Derfor har vi besluttet, at koncerten er åben for alle – og vi håber, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet." fortæller Marianne Kalb videre. 

Når årets program offentliggøres i sin helhed den 20. marts, vil publikum kunne vælge mellem op mod 100 events, foredrag og workshops, der relaterer sig til strik, hækling og håndarbejde. De fleste events kræver, at man i forvejen har et strikkefestivalsarmbånd, men dét krav er koncerten med Pernille Rosendahl således fritaget for.

Koncerten holdes i Løgumkloster Kirke lørdag den 26. oktober 2024 og billetsalget er åbent på www.maskerimarsken.dk

Image

Banner artikler

Annonce

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT