25 år med Skærbæk Ferieby markeres med reception og fest

25 år med Skærbæk Ferieby markeres med reception og fest

25 år med Skærbæk Ferieby markeres

Det begyndte med bare otte huse for 25 år siden. I dag består Skærbæk Ferieby af 100 moderne, komfortable og velholdte boliger til udlejning.

Fredag den 9. august 2024 kan Skærbæk Ferieby fejre 25 års jubilæum. På præcis denne dato i 1999 blev selskabet bag den kommende ferieby stiftet af en gruppe visionære og fremsynede investorer, der var fælles om et overordnet mål: At skabe en aktivitet, der kunne understøtte Skærbæk Fritidscenters (nu Skærbækcentrets) udvikling - og dermed byens og hele kommunens udvikling. Med andre ord: Et privat initiativ til udvikling af lokalområdet.

Reception og fest

Feriebyens jubilæum markeres med reception i Skærbækcentret kl. 14-16 på selve jubilæumsdagen den 9. august.

Dagen efter, lørdag den 10. august kl. 11-14 vil feriebyen fejre jubilæet sammen med byens borgere og andre interesserede med fest på Skærbækcentrets terrasse. Her sørger bandet Men With Manners for den musikalske del af festen, og der kan købes øl, sodavand, soft drinks og grillpølser til rigtige jubilæumspriser.

“Alle er velkomne til jubilæumsfesten. Der er fri entré, og vi glæder os til nogle hyggelige og festlige timer sammen”, siger feriebyens formand, Niels Johannesen.

“Vi håber også at se mange gæster til receptionen om fredagen. Her vil der være taler, og vi præsenterer et jubilæumsskrift om feriebyens historie og visionerne bag projektet”, tilføjer formanden.

Jubilæumsskriftet udgives i samarbejde med Historisk Forening for Skærbæk og Omegn.

“Skulle der være nogen, der har lyst til at give en gave ved receptionen, ser vi gerne, at der i stedet indbetales et beløb til Skærbækcentrets Støtteforening. Pengene vil gå til et arrangement for centrets mange frivillige for at anerkende og påskønne den store og vigtige opgave, de frivillige løser”, siger Niels Johannesen.


Fakta:

Skærbæk Ferieby består af 100 ferieboliger, et fælleshus, et servicehus og et indendørs legeland, som er under opførelse og forventes klar til brug i september. Ferieboligerne udlejes gennem Skærbækcentret, der også vil stå for den daglige drift af legelandet.

Alle boliger er på 43 kvm. og beregnet til fire voksne og tre børn. Boligerne er handicapvenlige og udstyret med alle moderne faciliteter, herunder TV og wifi.

Belægningsprocenten er over 60 og har været ret stabil det meste af tiden. På årsbasis er der nu ca. 80.000 overnatninger i feriebyen. Gæsterne kommer især fra Danmark, Tyskland, Holland, Norge, Sverige, Belgien og Polen.

Feriebyen er et privat foretagende uden offentlige midler, og hele komplekset ejes af en investorkreds med i alt 20 anpartshavere. Kredsen af anpartshavere i dag er stort set den samme som for 25 år siden. Enkelte af anpartshaverne har solgt deres anparter til andre anpartshavere eller overdraget til familiemedlemmer. Men ejerskabet er ikke kommet uden for den oprindelige familiekreds.

Ved den stiftende generalforsamling i 1999 valgtes en bestyrelse med Peter Overby, Niels Johannesen og Henning Schmidt. Peter Overby blev selskabets første formand.  I 2014 ønskede Peter Overby at udtræde af bestyrelsen og blev på formandsposten afløst af Niels Johannesen. Nyvalgt til bestyrelsen blev Palle Overby, søn af Peter Overby.

I stedet for evt. gaver i anledning af jubilæet ser Feriebyen gerne, at der indbetales et beløb til Skærbækcentrets Støtteforening på konto 9827 8850236543.

Image

Banner artikler

Annonce

TønderNYT er etableret 22. november
2021, og er en del af LUBA-Media

Udover TønderNYT har vi vores
søstermedier HaderslevNYT og 
AabenraaNYT. Begge startet den 25. januar 2024

Redaktion: 
Søren Malchow, ansv. havende
Franck Madsen, Fotojournalist
Domenika Malchow, Ungdomsrep
Lene Hansen, freelancejournalist

Om TønderNYT, AabenraaNYT og HaderslevNYT