SJYP skifter navn til Tønder Connect

SJYP skifter navn til Tønder Connect

Foreningen SJYP (South Jutland Young People), der er et fagligt og socialt netværk med arrangementer hele året, skifter navn til Tønder Connect. Med det lægger foreningens bestyrelse an til en ny strategi, som skal favne endnu bredere end tidligere.

Der åbner nye uddannelser i Tønder, og der er gang i både bosætning og tilbageflytning i kommunen. Det snart 20 år gamle netværk SJYP, der blev stiftet af en række store virksomheder på egnen, er mere aktuelt end nogensinde. Netværket er nemlig sat i verden for til at skabe forbindelser mellem herboende, tilflyttere og virksomheder, og nu er strategien at række længere ud for at bringe folk sammen i kommunen:

- Med det nye navn Tønder Connect ønsker vi at signalere, at vi er mere end et netværk. Vores netværk følger dig med hjem, i den forstand at medlemmerne ikke nøjes med at mødes til de planlagte arrangementer, men også inviterer også hinanden til at mødes på andre tidspunkter. Med Tønder Connect skaber vi rammerne for at et socialt og fagligt fællesskab blomstrer, også når de officielle arrangementer er forbi, siger bestyrelsesforperson for Tønder Connect, Anne-Sofie Dideriksen.

Tønder Connect arrangerer virksomhedsbesøg hos virksomheder i Tønder Kommune, foredrag og udflugter til sports- og kulturarrangementer. Derudover kommer også de udflugter og sammenkomster, medlemmerne selv inviterer til i foreningens Facebook-gruppe.

 Arbejder for mere synlighed

For tiden gør netværket en indsats på sociale medier for at blive synligt for endnu flere virksomheder, borgere og tilflyttere i Tønder Kommune. Medlemskab af Tønder Connect er åbent for alle, uafhængigt af arbejde, interesser og kompetencer, og det koster ikke noget kontingent. I stedet betaler medlemmerne entrébilletter eller for mad og drikke til de arrangementer, de deltager i.

Der er mulighed for snart at komme med på et af Tønder Connects arrangementer. Netværket mødes nemlig d. 11. september på Grand Hotel for at høre om virksomhedens vision og opstart. Senere på efteråret står programmet bl.a. på virksomhedsbesøg det kommende Museum Wegner og sociale arrangementer som en tur i Julebyen Tønder. Man kommer i kontakt med netværket og tilmelder sig arrangementer i en facebook-gruppen Tønder Connect.

Fakta om Tønder Connect

Netværket blev stiftet i 2003 af Brdr. Hartmann A/S, Hydro Aluminium virksomhederne i Danmark, Mærsk Container Industri AS og ECCO Sko A/S under navnet South Jutland Young People. Medlemmerne mødes 6-8 gange årligt til virksomhedsbesøg og andre arrangementer rundt om i kommunen. Netværket ledes af en bestyrelse med medlemmer, der er erhvervsaktive på en lang række virksomheder i kommunen og bruger deres netværk til at få forskellige arrangementer op at stå. Netværket støttes af lokale virksomheder.

Kontaktoplysninger: For mere information kontakt bestyrelsesforperson Anne-Sofie Dideriksen på telefon 2371 2599 eller e-mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Billede: Bestyrelse for Tønder Connect 2023.

Fra venstre mod højre: Jesper Grundtvig, Tønder Kommune; Jesper Monsrud, Tønder Erhvervsråd; Nicolaj Vinther Sørensen, Gældsstyrelsen; Ditte Madvig Evald, Frivilligcenter Tønder; Anne-Sofie Dideriksen, Mind Factory by Ecco, Johan Madsen, Brdr. Hartmann A/S, Allan Mattesen Jacobsen, Bredebro Sparekasse; Gitte Provstgaard Krogsnæs, Ecco Sko A/S (ikke med på billedet)

Mere fra TønderNYT